”Årets Landsby 2012” søges.

Landsforeningen ”Landsbyerne i Danmark” ønsker for 18. gang at udnævne en af Danmarks mange aktive landsbysamfund til ”Årets Landsby”.

Alle landsbysamfund på under 1000 beboere kan deltage i konkurrencen.

 Emnet for 2012 er: Ildsjæle, bosætning og arbejdspladsers betydning for et landsbysamfunds vækst og udvikling – før, i dag og i fremtiden”.

 

Mange borgere er i dag aktive i deres lokalsamfund, og glædeligt er det, at ildsjælene i vore landsbyer og landdistrikter trives og udfolder sig.

Børnefamilier vil gerne bo på landet og leve en ”blødere velfærdstilværelse” i overskuelige omgivelser, med dyr og natur, et aktivt foreningsliv, indflydelse på egen hverdag og et kulturelt og folkeligt fællesskab. Derfor ønsker flere og flere at bosætte sig i landsbyer og landdistrikter.

Iværksættere, håndværk og småindustri har i dag gode etableringsbetingelser på landet, f. eks. i et nedlagt landbrug med familien boende i stuehuset og de tomme landbrugsbygninger som foreløbigt værksted og lager. Får virksomheden succes og behov for at udvide, er en smidig administration af planloven afgørende. Der kan i vore landsbyer og landdistrikter skabes mange nye arbejdspladser. 

 ”Landsbyerne i Danmark” ønsker med temaet for ”Årets Landsby2012”over generationer at sætte fokus på ildsjæle, bosætning og arbejdspladser.

 De tidligere udnævnte landsbyer er: Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde og Bagenkop.

Dommerkomiteen er: fhv. indenrigsminister, Britta Schall Holberg, Ebberup – fhv. borgmester Poul Lindor Nielsen, Roskilde – viceborgmester Peter Christensen, Tønder – næstformand i ”Landsbyerne i Danmark” Hans Christensen, Højen – fhv. bestyrelsesmedlem i ”Landsbyerne i Danmark” Ole Lindholdt, Ribe.   

 Ansøgninger om at blive ”Årets Landsby 2012”skal være ”Landsbyerne i Danmark” i hænde senest den 10. sept. 2012 på mail: carsten.abild@regionsyddanmark.dk eller nedenstående adresse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *