Månedsarkiv: oktober 2010

Om projektet

OM PROJEKTET

“FremmedART der rykker” er et spændende kunstprojekt, der omfatter landsbyerne i Sønderborg
Kommune. I år 2010 opstiller vi tre forskellige skulpturer i tre forskellige landsbyer. Men det er kun starten. I årene frem til 2017 opstilles nemlig flere og flere skulpturer, og målet er 17 skulpturer i 17 landsbyer i 2017.

Men skulpturere er kun på besøg i den enkelte landsby. Hvert år rykker de til nye landsbyer. Og da skulpturerne er skabt af kunstnere fra forskellige lande, er det verden, der kommer på besøg i den enkelte landsby. I alt 19 landsbyer har sagt ja til at modtage skulpturer, og de har allerede udpeget stederne, hvor skulpturerne fremover kan ses.

Hvorfor?
Landsbyerne i Sønderborg har sagt ja til at få en fremmed skulptur på besøg i et år. Et ja som viser, at landsbyerne er levende og blomstrende miljøer, der er åbne over for nye indtryk og nye gæster. Samtidig illustrerer skulpturerne fysisk, at landsbyerne i Sønderborg er forbundne, og at de er en del af en globaliseret verden.

Skulpturel kunst er på en og samme gang samlingspunkt, provokatør og inspirator, der opfordrer til debat. Kunsten giver livet i landsbyerne en ny bevidsthed, og både borgere og besøgende i landsbyerne får gennem skulpturerne nye muligheder for fortolkninger og unikke indtryk.

De mange fantasifulde skulpturer, som du fremover vil møde i Sønderborg Kommunes landsbyer, kan både berige, bevæge, provokere og anfægte. Men hvordan ser du dem, og hvordan påvirker de dig? Det vil vi rigtig gerne vide! Skriv derfor netop din mening her på hjemmesiden.

HVEM står bag?
Landdistriktsudvalget i Sønderborg har taget initiativ til “FremmedART der rykker”, som også støttes af Sønderborg Kunstfond. Første del af det store kunstprojekt er realiseret ved økonomiske bidrag fra:

LAG Sønderborg
Danfoss
Region Syddanmark
Landdistriktsudvalget i Sønderborg

Skulptur fra Elstrup til Nybøl og nu i Holm

SKULPTUREN I ELSTRUP“Ugandas Eva” Skulptur af George Kyeyune, UgandaNaita Maria og George Kyeyune har lavet bronzeskulpturen, “Mother of Uganda”, som nu kaldes “Ugandas Eva”. Professor George Kyeyune er skulptør, billedkunstner og designer fra Makerere Universitetets kunstinstitut i Kampala.

Skulpturens hovedperson, Eva, er et billede af den ugandiske befolkning i dag. En befolkning som gerne vil i dialog med andre befolkninger – åbent og gæstfrit. Blikket i Evas øjne er varmt og udtrykker en tro på fremtiden. Ved overrækkelsen af skulpturen til Sønderborg Kommune sagde kunstneren med et glimt i øjet: “Og vi har skabt Eva, så hun også kan stå ude i frost og sne”.

 

Skulptur på Kær Halvø

SKULPTUREN på Kær Halvø:
“Godt begyndt er halvt fuldendt” skulptur af Anders Bonnesen

Anders Bonnesen (f. 1976) er uddannet på dels Det Jyske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005. Anders Bonnesen sætter kendte objekter og elementer ind i nye sammenhænge
og tilføjer flere betydninger til det, vi umiddelbart ser som fragmenter af noget fortroligt og velkendt.

Betydning af skulpturen “Godt begyndt er halvt fuldendt” befinder sig et sted mellem tegn (advarselstavlerne), fysik (selve formen) og sprog (titlen). At omsætte skulpturen til sprog er derfor nok en opgave, der går lige så meget i ring, som det arbejde, den gravende mand på skulpturen er i gang med.
Kunst er altid åben for tolkning. Måske modsiger skulpturen sig selv, hvis den holdes op imod det mundheld, titlen kommer fra – at arbejdet nok skal lykkes, hvis det påbegyndes rigtigt? Hvad mener du?

 

Skulptur i Egen

SKULPTUREN I EGEN

“Dragen” granitskulptur af japanske Jun-ichi Inoue.

Jun-ichi Inoue (1948-2009) er uddannet på Massashino Universitetet i Tokyo. Et stipendium førte ham til Danmark, hvor han indskrev sig på Det Kgl. Danske Kunstakademi, og senere bosatte han sig på Bornholm.

Jun-ichi Inoues værker er oftest store granitskulpturer i et enkelt formsprog, organisk inspireret med en geometrisk strenghed, som er en kombination af inspiration fra Norden og hjemlandet Japan.

” Dragen” er en brugsskulptur af granit, så der må klatres på den. Forsiden er stokhamret blå Rønne og selve kroppen er Rød Rønne, der er henholdsvis poleret og indgraveret. Det giver et helt usædvanligt farvespil, særlig når skulpturen er våd.