Fire flotte koncerter i folkBALTICA 2015 regi i Skelde, Nygård og Cathrinesminde

folkBaltica billedeEt år er gået siden sidst – og det er allerede folkBaltica tid igen. Der afholdes både nord og syd for grænsen et hav af skønne koncerter, som du ikke bør gå glip af. Det fulde festival program kan ses på www.folkbaltica.dk

Men ganske kort fortalt, så tager den 11. folkBaltica Festival sit kunstneriske udgangspunkt i vores lokale vest- og østkystmusik og bringer os som vanligt på en rejse rundt om Østersøen,  

– og så er der tilmed mange fremragende kunstnere fra Shetlandsøerne, Færøerne, Holland, England, Irland og Skotland, – som f.eks. Fiddler’s Bid og Baltic Crossing, dynamiske musikalske tornadoer der sprænger grænserne på Cathrinesmindes Teglværksmuseum.

Måske du har oplevet det forrygende folkBaltica Ensemble sidste års ved åbningskoncerten og/eller på Tønder Festival. De er naturligvis med igen i år.

Som noget nyt har folkBaltica i år fået sin egen huskunstner:  Rune Tonsgaard Sørensen

Han er én af vor tids mest fremragende og mest talentfulde musikere, har modtaget bl.a. Kronprinsparrets Stjernedryspris og bliver hyldet over hele verden med sine to ensembler ”Dreamer’s Circus”, som mange vil huske fra sidste års forrygende koncert på Sønderborg Slot, og ”Den Danske Strygerkvartet”, som begge deltager på årets festival.    

Smag og behag er som bekendt forskellig, men programmet er meget varieret og med kvalitetsgaranti over hele linjen.

Der er vedhæftet et overblik over koncerterne i Sønderborg området, så måske vi ses til én af koncerterne.
Men lad dig ikke begrænse af geografien, der er masser af skønne spillesteder og koncerter.

 

Åbningskoncert: ”Vesterhav og Østersø”
Koncertsalen Alsion 6. maj kl. 20

En stor aften! Musikken spænder fra Østersø til Vesterhav og kommer til Holland, Skotland, England og Shetlandsøerne. folkBALTICA Ensemblet

spiller under ledelse af Harald Haugaard. Han præsenterer nye numre og kompositioner.

 

Grevinden og hendes følge Nette Jensen,
Skelde 7. maj kl. 20

Mød Trio Mio. Kristine Heebøll (violin) Jens Ulvsand (bouzouki, guitar) og Peter Rosendal (klaver, flugabone) overbeviser med deres helt egen musikalske stil på en lækker og forfriskende måde og med lån fra både jazzens og den klassiske musiks verden.

 

Musik og natur
Nygård i Nørreskoven 8. maj kl. 20

ULC er et dansk-irsk samarbejde. Peter Uhrbrand er garant for, at øens gamle musik bliver overleveret til de næste generationer. ByTikZyz fra Litauen spiller op til dans. Gammel og traditionel musik spilles på en ny og energisk måde.

 

Sprængte grænser
Cathrinesminde 10. maj kl. 15.30

Baltic Crossing har stor interesse for ældre dansemusik, og med deres nutidigefortolkninger fylder de den europæiske folkemusik med ny, ung energi. Fiddlers’ Bid spiller traditionel folk fra Shetlandsøerne, men også moderne fortolket folk fra Nordengland og Irland. Musikken går lige i øret og i kroppen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *