Forår på Nordals – indvielse af MTB-baner

MTB cyklingEn gruppe fra E’ Svenstruplaug har arbejdet ihærdigt på at få etableret nogle mountainbikeruter på Nordals. Nu er to af dem klar til åbning:

Velkommen til snoreklip den 22. maj kl. 10 på Himmark Strand. Husk din MTB-cykel!

Ideen til at etablere ruterne opstod på et møde i E’ Svenstruplaug. Der blev hurtigt fulgt op på ideen, da der straks blev valgt en arbejdsgruppe, som trak i arbejdstøjet med det samme. Arbejdsgruppen med Tanja Herum, Børge Jørgensen, Peder Holme og Agnes Nielsen fra lauget samt Niels Warming fra landdistriktssekretariatet har i vinterens løb lagt energi i at etablere nogle smukke, men også udfordrende ruter i Nørreskoven og Bittenlunden bag ved Danfoss.  Ruterne er placeret i samråd med lodsejere, Sønderborg Kommunes stigruppen og Vej&Park samt Skov- og Naturstyrelsen.

– Det har været en lærerig proces med udfordringer undervejs, men resultatet er blevet godt. De første to ruter er testet og skiltet på behørig vis ved hjælp af frivillige, og nu er vi i gang med at finpudse og få lagt kort på de digitale medier, fortæller formand for E’ Svenstruplaug, Agnes Nielsen.

Der er dermed klar til åbning og afsløring, og derfor inviteres alle interesserede til klipning af den røde snor søndag den 22. maj kl. 10. Hele invitationen her.

Borgmesteren har styr på saksen og får selskab ved åbningen af andre prominente personer fra lokalområdet. Stedet er Himmark Strand (Skærveagervej), hvor alle tre ruter vil få deres udgangspunkt. 

– Vi håber på at se mange gæster og tror på, at mountainbikeruterne vil være med til at give vores turister og lokale borgere nogle dejlige cykel- og naturoplevelser. Vi synes, de nye ruter spiller godt sammen med kommunens intentioner om at blive førende cykelkommune og med planerne for skabelsen af et dejligt ferieresort på Nordals, siger Agnes Nielsen.

På de digitale platforme bliver der gjort opmærksom på fx seværdigheder og hvilepladser undervejs, og alle ruter kan nydes af alle – uanset om man er til cykling med hygge eller fart.

 Der er to ruter i første omgang, der kan prøves:

  •  Bittenlunden er 8 km for let øvede. Her følger ruten stier og single tracks.
  •  Tour de Fladbæk er 22 km lang og alle kan være med, da ruten er placeret på grusveje og stier.

Der er mulighed for at parkere ved Svenstrup forsamlingshus på Nordborgvej 50. Der vil være skiltet til Himmark strand. Her finder du også toilettet. I dagens anledning er E´Svenstruplaug vært ved et mindre tragtement efter turen.

Dagen slutter kl. 13.00.

Spørgsmål: kontakt Agnes Nielsen, nielsen@moisen.net eller Niels Warming, niwa@sonderborg.dk (sekretariat for landdistrikter)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *