Vær med til at løfte værtskabet for Spejdernes Lejr!

Den 22.-30 juli vil der stå en ekstra by ved siden af Sønderborg, nemlig Spejdernes Lejr med op mod 40.000 deltagere. Lejren er alle dagene åben for gæster, og der er store events og aktiviteter, som man alle kan være med i.


Stort set hele lejren drives af frivillige, og de er ikke kun spejdere. Man kan sagtens være frivillig uden at være spejder og uden at arbejde hele lejren igennem. Det kan også være for en dag eller to.

Som frivillig vil man komme med “bag kulisserne” og opleve lejren på en anden måde. Man kommer med i “Danmarks stærkeste fællesskab”, som Spejderne udtrykker det.

En af lejrens fem underlejre, “Øen”, er til frivillige, der også kaldes jobbere. Her kommer mange voksne spejdere og tidligere spejdere fra hele landet med familien og bor i telt eller campingvogn. Men man kan altså også komme som ikke-spejder, og man kan vælge ikke at bo i lejren.

Vil man tage en tørn, er der rigtigt mange forskellige op gaver at vælge imellem. Der er brug for folk til kantiner og parkeringspladsen, men også for folk, der kan hjælpe spejderne med byggeprojekter og teknologi, og folk der kan oversætte sprog, fotografere og en bred vifte af andre ting.

Se her, hvad der har fået Tove Østerbæk fra Hørup til at melde sig som frivillig:

– Det må jeg være med til, tænkte Tove Østerbæk fra Hørup, allerede da hun første gang hørte om Spejdernes Lejr. Hun vil være frivillig, dog uden at bo på lejren. Og hendes mand, Hans, har nu også meldt sig.

Du kan selv melde dig som frivillig via dette link, hvor man senere vil blive matchet med en opgave: spejderneslejr.dk/da/frivillig

Med venlig hilsen

Teamet Sønderborg Kommune – Spejdernes Lejr

Har du spørgsmål, så kontakt os på sl2017@sonderborg.dk

Find mere om Spejdernes Lejr på http://sonderborg.dk/da/spejdernes-lejr-2017-i-s%C3%B8nderborg

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *