Vær med til at ruske op i demokratiet

Den 1. marts tages første skridt til at få rusket op i nærdemokratiet i Sønderborg Kommune. Det er Borger- og Demokratiudvalget i Sønderborg Kommune, der gerne vil have borgerne med i en debat om, hvordan demokratiet kan udvikles i kommunen.

Alle interesserede er velkomne til debatmødet, der foregår i cafeen på Alsion den 1. marts kl. 19.

Men hvorfor er det nødvendigt at fokusere på og ideudvikle omkring nærdemokratiet?

– Vi har fået en stor kommune. Nogle føler, at afstanden til byrådet er blevet større – nærdemokratiet er ikke så nært, som det kunne være. Vi vil gerne høre borgernes mening om, hvordan vi bedst muligt håndterer den udfordring, siger formanden for Borger- og Demokratiudvalget, Frank Bodholdt Jakobsen.

På sigt er det meningen, at udvalget vil præsentere byrådet for en egentlig strategi for udvikling af nærdemokratiet.

– Der kan jo fremvises både gode og dårlige eksempler på, hvordan nærdemokratiet virker. Jeg håber, borgerne vil tage nogle af dem med og bruge dem i drøftelsen af, hvordan vi udvikler gode beslutningsprocesser i lokalpolitikken, siger Frank Bodholt Jakobsen.

Ordstyrer ved debatmødet bliver Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Han er en af landets mest brugte eksperter, når det handler om analyse af dansk kommunalpolitik, og han vil som optakt til debatten give sit bud på, hvad der skal til for at ideudvikle fremtidens demokrati i Sønderborg.