Sønderborg Kommune, elbiloperatøren ChoosEV og ProjectZero skal, med forskningsprojektet ”testenelbil.dk”, nu i gang med 2. runde i kommunen. Elbilerne har allerede kørt i tre måneder med Sønderborgs borgere bag rattet, og nu skal 10 nye familier bag rattene og teste elbilerne.
Stærk lokal forankring
Projekt testenelbil.dk i Sønderborg støttes af energiselskabet SE, som er medejer af ChoosEV og har valgt at støtte udrulningen af projektet i en række syd- og sønderjyske kommuner. Også en række lokale virksomheder og aktører har valgt at støtte projektet, nemlig Kreditbanken, ProjectZero, Landdistriktsudvalget samt Bitten og Mads Clausens Fond.
– I landdistriktsudvalget arbejder vi for, at det ikke er energimæssigt dyrere at bo på landet end i byen. Derfor glæder vi os over at se elbiler rulle rundt på landevejene. Projektet er et stort skridt i den rigtige retning, og derfor har vi i udvalget valgt at være projektpartnere, siger formand for landdistriktsudvalget i Sønderborg Kommune, Charlotte Riis Engelbrecht.